
Hvordan viser vi projekternes effekt?
Erhvervsfyrtårn Life Science er et initiativ, der skal fremme innovation, forbedre folkesundheden, styrke væksten og positionere Danmark som en international frontløber inden for life science.
En bred vifte af offentlige og private aktører er derfor gået sammen om projekter inden for sund vægt og mental sundhed. Udfordringen er, at disse projekter er langvarige, involverer mange aktører og har komplekse forløb og resultater.
Vores opgave har været at skabe videocases, der ikke blot dokumenterer den værdi, projekterne skaber, men også formidler betydningen af tværsektorielt samarbejde mellem det offentlige, private og forskellige fagligheder.
Et nærværende og autentisk indblik i tværfagligt samarbejde
Hos FELT havde vi selv en ledende rolle i projektet SundGraviditet, men fik også muligheden for at formidle historierne fra flere af de øvrige projekter.
Gennem semistrukturerede interviews med projektaktørerne samlede vi brikkerne til et helhedsorienteret billede af deres formål, struktur og udførelse. Samtidig gav det indsigt i de forskellige samarbejdspartneres roller og bidrag. Det var et komplekst puslespil at samle, hvor vi skulle sikre, at værdien af projekterne blev kommunikeret klart og forståeligt – uden at miste nuancerne i det omfattende samarbejde.